Patrick fik klarsyn over karrieren
hero-curve

19/05 2022 - Butikker

Patrick fik klarsyn over karrieren

Oprindeligt var Patrick Sørensens drøm at blive dyrepasser. I stedet endte han i et job, som i høj grad handler om at passe godt på mennesker. Det gav ham for alvor klarsyn over karrieren, som hurtigt har taget fart, siden han startede som salgselev hos Louis Nielsen. Han startede i én af Louis Nielsens største butikker, Ryesgade i Aarhus, hvor han fortsatte efter uddannelsen. Det gik godt, men til sidst måtte han indse, at den optiske del af arbejdet trak så meget i ham, at han også måtte have en optikeruddannelse, fortæller Patrick.

”At sælge briller er noget mere komplekst end bare at sælge en vare. Og jeg blev nogle gange lidt frustreret over, at jeg ikke altid helt kunne forstå, hvad optikerne snakkede om. Jeg begyndte at synes, at den optiske del af arbejdet var meget spændende at dykke ned i,” siger 28-årige Patrick, som slog til, da hans chef garanterede ham en praktikplads og et job, hvis han tog optikeruddannelsen.

En optiker kan gøre en forskel

I 2021 blev han færdiguddannet optiker, og det valg har han ikke fortrudt.

”Jeg elsker den anatomiske del af mit arbejde, hvor vi for eksempel ser på nethinden og måler trykket i øjet. Alle sager er forskellige, og det gode samarbejde, vi har med øjenlægerne, er med til at gøre dig stærk på det sundhedsmæssige aspekt. Det er meget betryggende at have en læge i baghånden, og det er også professionelt tilfredsstillende, når man bliver bekræftet i, at man har stillet den rigtige diagnose,” fortæller Patrick, som flere gange har oplevet, hvordan hans faglighed har resulteret i opdagelser, der har været livsændrende for kunden.

”Jeg har for eksempel fundet en tumor i synsnerven på én, der kom ind, fordi hun havde svært ved at se. Hun kom tilbage og var ovenud lykkelig for, at jeg havde gjort mit arbejde ordentligt. I sådan nogle situationer føler man jo virkelig, at man gør en kæmpe forskel for folk,” siger Patrick.

Griber karrieremulighederne

Selvom han er nyuddannet optiker, har han allerede sammenlagt tilbragt syv år i Louis Nielsen. For ham er det en styrke, at han både har erfaring med salget og den optiske del. At se begge sider af forretningen har klædt ham godt på til næste skridt i karrieren, mener Patrick, som lige nu står på tærsklen til Louis Nielsens interne Partner in Development-forløb. Det skal ruste ham til en fremtid som optisk partner med egen butik. Han håber, at muligheden snart byder sig, og når den gør, står han klar til at gribe den.

”I det hele taget er karrieremulighederne vanvittigt gode i virksomheden. Vi er markedsledere, og det kan mærkes på ledelsen og ambitionerne. Når vi får nyt udstyr, er det altid det bedste af det bedste. Og mangler du viden om noget, så er der alle tænkelige muligheder for efteruddannelse og kurser, uanset om du er optiker eller sælger. Det er en spændende rejse at være en del af,” fortæller Patrick.

Stærkt sammenhold præger butikkerne

Udover de gode karrieremuligheder mener han, at det stærke sammenhold og den nærmest familiære stemning, der præger butikkerne, er et kendetegn for Louis Nielsen. Hverdagen kan være travl, men alle løfter i flok for at indfri butikkens ambitioner. Derfor har han heller ikke fortrudt, at han aldrig blev dyrepasser.

”Jeg har for længst fundet ud af, at jeg foretrækker at have med mennesker at gøre. Jeg kan godt lide, at der er meget fart på i hverdagen. Jeg sidder aldrig bare og kigger ind i en computer hele dagen.”

Vil du vide mere om, hvilke muligheder du har for at blive optiker eller partner hos Louis Nielsen? Læs mere om stillinger i vores butikker her, eller se alle vores ledige stillinger her.

Se film