Haider blev optiker på grund af partnerskabet
hero-curve

16/03 2023 - Butikker

Haider blev optiker på grund af partnerskabet

Haider havde sat sit sigtekorn på partnerskabet fra start. Som søn af entreprenører havde han altid vidst at han skulle drive sin egen forretning. Længe havde han haft svært ved at finde sin rette hylde – indtil han opdagede partnerskabet hos Louis Nielsen.

Sigtede mod partnerskabet før uddannelse

”Både min far og bedstefar var selvstændige. Da jeg var barn, stod jeg altid med min far i butikken. Siden da har han prikket til mig og spurgt hvornår jeg skulle have min egen forretning. Jeg havde svært ved at finde den rigtige hylde for mig, indtil jeg opdagede at man kunne blive partner hos Louis Nielsen.”

Partnerskabet blev grunden til at Haider begyndte at studere optometri. Hvis ikke han havde kendt til Louis Nielsens partnerskab, var han aldrig blevet optiker.

”Jeg startede på optikeruddannelsen fordi jeg vidste jeg kunne blive partner. Ellers havde jeg aldrig taget uddannelsen.”

Selvom Haider ikke var klassens duks, så var han målrettet og hurtig til at gribe de kliniske opgaver.

”Jeg var ikke god til teori, men til det kliniske. Jeg blev faktisk så hurtig færdig med mine kliniske opgaver, at jeg gik rundt med skolelæreren og hjalp de andre elever med at blive færdige.”

Haider startede sit arbejde i Louis Nielsen som assistent, da der ikke var plads som optikerelev. Tiden gik med at dele flyers ud på gaden og lære butikkens systemer at kende, indtil han en dag tog med til Louis Nielsens firmafest og næsten kom hjem som partner.

”Jeg husker tydeligt den dag jeg sad til festen og snakkede med chefen for rekruttering. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være partner. Han var hurtig til at samle papirerne og spørge mig hvornår jeg kunne starte. Jeg sagde jeg nok hellere lige måtte færdiggøre min uddannelse først. Han blev vildt overrasket over jeg ikke var færdig med min uddannelse – nok fordi jeg virkede så målrettet.”

Fra fyord til det rigtige valg

Dengang Haider læste til optiker, var Louis Nielsen betragtet som et fyord – det sorte får der gjorde alting lidt anderledes end alle andre. I dag ved Haider han valgte rigtigt, for siden da er gamle klassekammerater også kommet til Louis Nielsen.

”Fandt du ikke noget bedre? Det var den holdning man havde. En stor kontrast til i dag hvor jeg mærker flere kunder kommer hos Louis Nielsen på grund af vores syns- og sundhedstjek. Og de 3-4 klassekammerater der plejede at sige fy, er selv hos Louis Nielsen i dag. Så det er lidt fedt at vide, at jeg valgte rigtigt fra start.”

Rejsen fra nyuddannet optiker til partner har været sjov. Haider var nemlig dengang den yngste partner i Louis Nielsen.

”Jeg blev partner som 26-årig. På det tidspunkt var der ingen tvivl om, at jeg var den yngste partner i koncernen. Det vigtigste råd jeg vil give videre til dem der drømmer om at blive partner er, at være målrettet og klar på at drive forretning.”

Trods Haider har arbejdet hårdt for at blive partner, elsker han det stadig lige så meget som han gjorde for 10 år siden, hvor han blev færdiguddannet optiker. For Haider handler det om, at det skal være sjovt at gå på arbejde:

”Det skal ikke blot være en oplevelse for kunderne, men også for medarbejderne.”

Den første tid i butikken er den vigtigste

Haider har for nyligt fået to optikerstuderende til sine to butikker i Søborg og Østerbro. Selvom de kun er der for en ugens branchepraktik, så gør Haider og butiksteamet meget ud af at give de studerende et godt indtryk fra start.

”Det er en helt ny verden at komme ud i butik som optikerstuderende, og derfor er det ekstra vigtigt at vi tager godt imod dem. Den tid vi bruger med dem i starten, har betydning for hvordan de bliver i fremtiden.”

Hos Haider ender praktikopholdene ofte i studiejob og senere fast ansættelse. Ved et studiejob kan de studerende komme ned i butikken et par timer efter skole, og få erfaring med at rette briller og indgå i et fællesskab med kolleger. Dertil er det blevet kutyme at Haider fortæller historien om Louis Nielsen.

”Jeg plejer altid at gennemgå Louis Nielsens historie med dem; hvordan det hele startede og om vores fantastiske direktør Mads, som var Louis Nielsens første optikerelev, og som har gjort os til den familiære virksomhed vi er i dag.”

Vælg os for fagligheden og familie-ånden

Haider har to gode grunde til hvorfor du som er optikerstuderende bør vælge Louis Nielsen.

”Du skal vælge os for vores faglighed og familie-ånd. Vi har alle de kurser du kan drømme om inden for optik og vi investerer mange penge i at have det nyeste udstyr stående i vores butikker. Og så er der vores familie-ånd som du ikke finder andre steder da den kommer fra Louis og Mads som altid har behandlet os som en stor familie. Vi er der for hinanden og vi viser forståelse over for hinanden. Det er det som gør det sjovt at gå på arbejde.”

Vil du vide mere om at være optikerstuderende eller optiker hos Louis Nielsen? Læs mere om vores graduate program for optikerstuderende her, eller se alle vores ledige jobs her.

Se film