René drives af teamet og den gode service
hero-curve

23/06 2022 - Butikker

René drives af teamet og den gode service

En eftermiddag i 2016 ringede René Dworog-Dahls telefon. I røret var hans forhenværende chef med et tilbud, han ikke kunne afslå: Hun ville have ham væk fra telebranchen og ind i brillebranchen, og i hånden havde hun et job som butikschef hos Louis Nielsen i Faaborg. For René blev opkaldet billetten til en ny karriere, som derefter hurtigt tog fart.

”Jeg var kørt træt i telebranchen, hvor det udelukkende handler om salg. Selvfølgelig skal man drive en forretning, men jeg synes, at vi havde bevæget os for langt væk fra den gode service. Og det at yde god service og dyrke den gode kontakt med kunderne er det, der driver mig,” fortæller 34-årige René, som fandt ud af, at han kunne gøre præcis dét hos Louis Nielsen.

”Vi leverer en ydelse, som kan have enorm indvirkning på folks livsglæde, og derfor sætter jeg virkelig en ære i det. Glade kunder kommer som regel også igen.”

En virksomhed med højt til loftet

Da han blev ansat, trådte han ind i en virksomhed med højt til loftet. Han fik med det samme mulighed for at prøve sig selv af.

”Jeg har fået lov til at drive butikken, som var det min egen. Og allerede ved min ansættelsessamtale sad vi og talte om udsigterne til en dag at blive partner. Det her er en arbejdsplads, hvor man med det samme får ansvar. Man får lov at udvikle sig, og der er meget at prøve kræfter med,” siger René. Han er både drevet af at hjælpe sine kunder og sine kolleger.

”Et team er jo aldrig bedre end det svageste led. Noget af det, der driver mig, er at få lov til at udvikle de ansatte. Det fik jeg hurtigt mulighed for, og det har betydet, at jeg i dag føler mig modnet. Ikke bare som leder, men også som person,” siger René. I dag, fem år siden første arbejdsdag, har han blikket stift rettet mod en ny rolle som partner og indehaver af egen Louis Nielsen-butik.

Man er aldrig alene som partner

Han har gennemgået Louis Nielsens interne ’Partner in Development’-forløb, som klæder lovende medarbejdere på til en fremtid som partnere med egen butik. Forventningen er, at han vil få overdraget et sæt butiksnøgler allerede i første halvår af 2022. René ser frem mod den nye rolle med ro i sindet, for han føler sig godt klædt på. Det skyldes ikke mindst, fortæller han, at man hos Louis Nielsen altid har et supportkontor og et netværk i ryggen, hvis man som ansat eller partner har brug for hjælp til store eller små udfordringer.

”Man kan altid række armen op og spørge om hjælp. Der er en tryghed i, at man aldrig er alene.”

En stor, festlig familie

Louis Nielsen er en stor virksomhed, men det betyder på ingen måde, at man er langt fra sine kolleger. Snarere tværtimod, mener René, som fra dag ét har følt sig som en del af en virksomhed, hvor fællesskab og samhørighed er et kendetegn.

”Jeg oplever, at der er en flad struktur, hvor der er meget kort vej til toppen. Møder man Mads (Nygaard, administrerende direktør for Louis Nielsen), står han altid gerne og snakker. I mit tidligere arbejdsliv har jeg oplevet en stor afstand mellem de forskellige butikker, men i Louis Nielsen føler jeg, at jeg er en del af en stor familie. Og tilmed en festlig familie. Jeg kan ærligt sige, at de årlige fester, vi holder på tværs af afdelingerne, er nogle af de sjoveste fester, jeg har været med til.”

Vil du vide mere om, hvilke muligheder du har for at blive optiker eller partner hos Louis Nielsen? Læs mere om stillinger i vores butikker her, eller se alle vores ledige stillinger her.

Se film