Adel fik syn for sagen
hero-curve

13/04 2022 - Butikker

Adel fik syn for sagen

”Briller? Hvad kan der være sjovt ved dem?” Det var Adel Adelis første tanke, da han skulle søge læreplads efter handelsskolen. Han havde troet, at han skulle ud og sælge elektronik, men da der manglede lærepladser, måtte han rykke om på sine prioriteringer. Lidt modstræbende søgte Adel ind hos Louis Nielsen i Roskilde, men der gik ikke lang tid, før han fik syn for sagen.

”At sælge briller har jo meget med øjensundhed at gøre, så jeg fandt ud af, at det er noget mere kompliceret end mange andre ting, man kan sælge. Det handler også om mennesker, så der er aldrig to sager, der er ens. For mig blev det hurtigt lidt sjovere end at skulle stå og sælge fladskærme,” fortæller Adel.

Fart på karrieren

Han fandt hurtigt ud af, at han både havde talent for at skabe gode relationer til kunderne, og at den tætte kontakt med dem er noget, der giver ham energi.

”Jeg kan godt lide, at man får en nær kontakt til kunden. Man opbygger hurtigt en relation, og man får hurtigt sine egne personlige kunder. Det giver mig et boost, når folk kommer ind i butikken og spørger efter mig. Det er meget bekræftende,” siger Adel, som også hurtigt fandt ud af, at han var havnet i en virksomhed med gode muligheder for at gøre karriere.

I 2015 startede han som butikselev i Roskilde, hvor han fortsatte som færdiguddannet, og allerede i marts 2019 blev han tilbudt stillingen som butikschef i Stenløse.

En fremtid som partner

”Jeg er vild med, at der altid er noget nyt at lære. Hvis du viser interesse og er nysgerrig, så kan du udvikle dig meget hurtigt,” siger 28-årige Adel, som er glad for at være i et miljø, hvor der er fart på hver dag.

”Louis Nielsen har 50 procent af markedet herhjemme, og vi sætter rekord på rekord. Det er fedt at være en del af. Der er hele tiden noget at lave, og der er aldrig to dage, der er ens. For mig gør det dagen lidt sjovere,” siger Adel. Han er endnu ikke partner, men som 25-årig blev han den næstyngste butikschef i Louis Nielsen, da han blev ansat i Stenløse.

”Mit indtryk er, at alder ikke betyder noget, så længe du viser, at du har styr på dine ting. Jeg har fået lov at få meget ansvar, og derfor er jeg også vokset meget. Jeg var i det hele taget ret overrasket over den åbenhed og frihed, der hersker i virksomheden. Der er en kultur, hvor den bedste idé vinder. Alle får lov til at sige noget, og ledelsen er altid interesserede i at høre vores mening om, hvordan vi kan gøre tingene bedre,” siger Adel, som gerne vil sætte et endnu større præg på Louis Nielsen fremover. Gerne som partner med egen butik.

Partner i en professionel familie

Derfor er det planen, at han vil gennemgå Louis Nielsens interne ’Partner in Development’-uddannelse, som klæder partnerkandidater på til en dag at blive partnere med egen butik i kæden. Adel har dog ikke travlt. Lige nu nyder han tilværelsen som butikschef, og har netop købt hus i Slagelse med sin forlovede. Til gengæld finder han tryghed i at vide, at muligheden er der, når han en dag får lyst til at række ud efter den. Adel mødte i øvrigt sin forlovede, da de begge arbejdede hos Louis Nielsen i Roskilde. De har et godt samarbejde både privat og professionelt, så Adel vil bestemt ikke afvise, at han en dag bliver partner i Louis Nielsen med sin kone.

Man behøver dog ikke at være gift med kollegerne for at mærke den familiære stemning, der ifølge Adel kan mærkes gennem hele organisationen.

”Man har følelsen af at være én stor familie. Når man kommer ind i en anden Louis Nielsen-butik, bliver man budt velkommen med åbne arme af sine kolleger. Det er næsten rørende.”

Vil du vide mere om, hvilke muligheder du har for at blive optiker, salgsassistent eller partner hos Louis Nielsen? Læs mere om stillinger i vores butikker her, eller se alle vores ledige stillinger her.

Se film