Brandon løber stærkt for at blive partner
hero-curve

12/01 2022 - Butikker

Brandon løber stærkt for at blive partner

Det var drømmen om at blive leder, der i 2019 fik Brandon Tran til at søge ind hos Louis Nielsen. På det tidspunkt arbejdede han i en anden optikerkæde, men den ambitiøse nyuddannede optiker savnede udfordringer. Dem fandt han her.

”Jeg har altid gerne villet være leder, og jeg havde hørt fra kolleger om de gode muligheder for at blive partner i Louis Nielsen, så det var helt klart min motivation for at søge ind i virksomheden dengang,” fortæller 28-årige Brandon, som startede sin karriere i Louis Nielsen i Brønshøj.

Han var sulten og havde fart på, så der gik ikke længe, før han blev tilbudt en stilling som optiker i Næstved. Én af de største afdelinger i landet og med en dygtig mentor i form af partner Lean Vu Nguyen. En erfaren leder, som kunne give Brandon det fornødne modspil og ruste ham til en fremtid som partner og leder.

”Mentorkonceptet har været virkelig godt for mig. Som erfaren partner er Lean god til at stille de rigtige spørgsmål, men han giver mig ikke alle svarene. Dem har jeg fået plads til selv at finde, og det har udviklet mig. At komme under hans vinger har været den bedste beslutning i mit arbejdsliv. Jeg er oprigtigt taknemlig for at få lov til at lære fra ham,” fortæller Brandon.

Fordomme blev til fascination

Inden han blev indlemmet i virksomheden, var det dog ikke kun positive ting, han havde hørt om Louis Nielsen. En gængs fordom var, at tempoet var for højt.

”Før jeg blev ansat i Louis Nielsen, undrede jeg mig meget over, hvordan man kunne køre i så højt tempo uden at forringe kundeoplevelsen. Senere fandt jeg ud af, at det skyldes et massivt fokus på at uddanne alle medarbejdere i ’best practice’ på kunderejsen. På den måde ved alle præcis hvilken rolle, de har, når kunden træder ind i butikken. Det er ret fascinerende, og det sikrer, at folk får den bedste behandling hver gang.”

For vel er tempoet og målsætningerne høje hos Louis Nielsen, men kunderne skal stadig tages i hånden og have den mest professionelle vejledning.

”Vi vil være markedsledende, både når det gælder briller og øjensundhed. Når vi laver sundhedstjek af kunderne, måler vi øjets tryk og tager billeder af nethinden. Opdager vi noget mistænkeligt, sender vi sagen videre til vores øjenlægenetværk. Er der behov for yderligere behandling, laver netværket selv en henvisning til en lokal øjenlæge. Det skaber tryghed hos kunderne, fordi de ved, vi tager deres syn seriøst,” siger Brandon.

Højt tempo på karrieren

Han har også oplevet et højt tempo i Louis Nielsen, når det gælder karriere i virksomheden.

”Man får hurtigt mere ansvar. Når man performer, så bliver der også lagt mærke til det. Faktorer som alder og køn er ikke væsentlige. Det hele handler om, hvem man er som person. Og hvis du mangler viden om et bestemt område af virksomheden, så er der gode interne kurser for stort set alt,” fortæller Brandon. Han kan også lide at holde et højt tempo, når han har fri. Det seneste år har han brugt på at træne sig op til at løbe Copenhagen Marathon i 2022. Før han begyndte, havde han ikke løbet i årevis. Men da hans venner udfordrede ham, kunne han ikke sige nej. Måldrevet som han er, tog han kontakt til en løbecoach og fik lagt et program. Nu håber han at komme under de fire timer til foråret.

Partner i en kærlig familie

Den nyfundne løbeentusiasme er et godt eksempel på, hvordan Brandon har det bedst, når han både udvikler sig selv og andre. Derfor henter han ofte stor inspiration i podcast, hvor dygtige ledere fortæller om deres metoder. Målet er, at han selv hele tiden bliver bedre til at udvikle og motivere personalet. Derfor har han også gennemgået det interne ’Partner in Development’-forløb, så han er rustet til fremtiden som partner hos Louis Nielsen, hvor forretningsmodellen tiltaler ham meget.

”For mig er det trygt, at vi altid har hovedkontoret i ryggen og kan søge hjælp til for eksempel personalesager, finanser og marketingspørgsmål. Så kan jeg i stedet bruge min tid på salg, butiksdrift og at arbejde med mennesker, som er der, hvor min interesse ligger,” siger Brandon, hvis fordomme om Louis Nielsen for længst er blevet til fascination. Også når det gælder ledelsesstilen i virksomheden.

”Jeg havde ikke troet, at Louis Nielsen ville føles som så stor en familie. Direktøren, Mads Nygaard, startede som elev, og har siden arbejdet sig hele vejen op. Derfor fornemmer man en stor kærlighed til kæden, og det smitter af ned gennem geledderne. Jeg er stolt af at arbejde her. Det ved min kone i hvert fald, for jeg kommer nok indimellem til at snakke lidt for meget om Louis Nielsen,” siger han med et stort grin.

Vil du vide mere om, hvilke muligheder du har for at blive optiker eller partner hos Louis Nielsen? Læs mere om stillinger i vores butikker her, eller se alle vores ledige stillinger her.

Se film