Patricks karrieredrømme tog fart
hero-curve

13/05 2024

Patricks karrieredrømme tog fart

Patrick Sørensen har travlt, da vi fanger ham. For bare tre måneder siden fik han opfyldt sin karriere-drøm, da han blev butiksejer hos Louis Nielsen i Helsingør. ”Det er fedt, selv om de første måneder har været hårde. Der er mange ting at forholde sig til når man starter i en helt ny butik, med et nyt team og i en ny by,” fortæller Patrick.

Den hurtige vej til en karriere

Den 29-årige optiker er et godt eksempel på, hvor hurtigt man kan gøre karriere i Louis Nielsen. Især, hvis man er klar på at lære noget nyt. Patrick Sørensen startede egentlig karrieren som salgsassistent hos Louis Nielsen i Ryesgade i Aarhus. Men efter et par år blev han så optaget af den optiske del af arbejdet, at han besluttede sig for at blive optiker. Den historie kan du i øvrigt læse her. Da han for to år siden blev færdig, blev han kort efter optaget på Louis Nielsens interne ’Partner in Development’-forløb. Et forløb, som klæder lovende kandidater og nye butiksejere godt på til den nye rolle.

Selvom han kun lige er startet, lægger Patrick ikke skjul på sine ambitioner for butikken i Helsingør.

”Vi skal først og fremmest have større omsætning. Og så vil vi gerne være en forretning, der ligger i top-10 på alle parametre, både hvad angår kundetilfredshed, medarbejdertilfredshed og omsætningen i forhold til den størrelse, vores butik har.”

Partnerskabets styrke

Det kan måske lyde som en stor mundfuld for en nystartet selvstændig. Men det er netop her, at Louis Nielsens særlige forretningsmodel kommer i spil. Når man er butiksejer, er man reelt selvstændig og kan drive butikken stort set som man har lyst til. Men man har altid et ’sikkerhedsnet’ under sig. Hjælpen er aldrig længere væk end et opkald til Louis Nielsens hovedkontor. Her kan butiksejere få hjælp til alt fra administrative opgaver og økonomistyring til krævende personalesager. Det er en af de ting, Patrick sætter mest pris på ved at være en del af Louis Nielsen.

”Jeg synes, at det er en fed måde at være selvstændig på. Jeg trives godt med at have med mennesker at gøre, men alt det administrative er jeg ikke så interesseret i. Alle de administrative ting står hovedkontoret klar til at hjælpe med, så jeg i stedet kan fokusere på det der giver mig energi,” siger Patrick.

Et stærkt netværk baner karriere-vejen

I forbindelse med sit forløb som ejer har han også en mentor tilknyttet, som han altid kan ringe til hvis han er i tvivl om noget. Og så taler han med sin gamle chef fra Ryesgade nærmest ugentligt. I det hele taget er Louis Nielsen præget af et stærkt netværk mellem forretningerne, mener Patrick. Det kom ham til gode da hans nye partner og ejer af butikken i Helsingør, Andrzej Petersen, ledte efter en optisk partner og ejer til at tage butikken et skridt videre. I dag driver de butikken i fællesskab.

”Andrzej ringede, fordi han havde læst artiklen med mig på LinkedIn, og da mine tidligere souschefer hos Louis Nielsen i Ryesgade samtidig lagde et godt ord ind for mig, aftalte vi et møde for at se, om der vi matchede personligt og professionelt. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kan bruge vores forskelligheder. Jeg er til mennesker, mens Andrzej er mere til det administrative. På den måde supplerer vi hinanden rigtig godt.”

Et godt øje for teamet

Igennem årene har Patrick set virksomheden Louis Nielsen fra flere sider, og hans erfaring fra gulvet kommer ham nu til gode. Han ved, hvad man som medarbejder forventer af ledelsen, og at en blomstrende forretning med tilfredse kunder kun lader sig gøre hvis teamet også er tilfreds.

”Noget af det vigtigste er at værne om de ansatte. De er virkelig alfa omega for forretningen. Det kræver, at man er dygtig til at lytte til dem, og man er nødt til at stole på, at de kan løfte opgaven.”

Vil du vide mere om, hvilke muligheder du har for at gøre karriere som optiker eller blive butiksejer hos Louis Nielsen? Læs mere om stillinger i vores butikker, eller se nærmere på alle vores ledige stillinger.

Se film